News | |
Elsinore |
Tonny Parnell |
September Saturday 08-09-2018 Mikrobølgevåben i sagen om mystiske hjerneskader
Forskere mistænker mikrobølgevåben i sagen om mystiske hjerneskader hos diplomater i Cuba
Tidligere har forskerne mistænkt lyd-angreb, men nu har de en ny teori
Høretab, koncentrationsbesvær og talevanskeligheder.
Det er blandt andet det, som 21 amerikanske diplomater oplevede, mens de var
udstationeret i Cuba. Flere af diplomaterne er ligeledes blevet diagnosticeret
med neurologiske skader svarende til en mild hjerneskade.
Indtil nu har forskerne været på bar bund – de kunne simpelthen ikke
regne ud, hvad der skabte de mystiske symptomer. Man har tidligere mistænkt, at
diplomaterne var udsat for angreb med lyd, men den teori blev siden afvist. Både
fordi symptomerne ikke passede og fordi man har splittet diplomaternes cubanske
hjem ad uden at finde udstyr, der kan bruges til angreb med lyd.
Sagen kort Af
Sally
Frydenlund Larsen dr.dk
- I efteråret 2016 begyndte en række amerikanske diplomater at lide af
uforklarligt høretab.
- Siden rapporterede diplomaterne om koncentrationsbesvær og
talevanskeligheder, og hjernescanninger viste, at flere af diplomaterne
havde mindre hjerneskader.
- Amerikanske embedsmænd konkluderede oprindeligt, at diplomaterne havde
været udsat for et akustisk angreb med en lyd, som det menneskelige øre
ikke kan registrere.
- Nu arbejder forskere ud fra teorien om at symptomerne skyldes angreb med
mikrobølger.
- Først meldte det amerikanske udenrigsministerium at fem diplomater var
påvirket. Det tal er nu opjusteret til 21. Enkelte familiemedlemmer har
også oplevet symptomerne.
- Også en canadisk embedsmænd er ramt af symptomerne.
- Den amerikanske ambassade i Cubas hovedstad Havana åbnede i 2015.
Nu har Douglas Smith, som er leder af den ekspertgruppe, der undersøger
diplomaternes neurologiske symptomer, fået en ny teori: Mikrobølger.
Mikrobølgevåben er ukonventionelle og forbindes i forskerkredse mest med
forfejlede forsøg på tankekontrol under Den Kolde Krig. Derfor fik Smiths
teori først en blandet modtagelse, fortæller
han til The New York Times.
- Alle var relativt skeptiske til at starte med. Og nu er alle enige om, at
der er noget at komme efter, siger han til avisen.
Alt falder i hak
Selv om teorien om mikrobølgevåben lige skulle synke ind hos
hjerneforskerne, så giver det faktisk rigtig god mening..
For det første kan mikrobølgeteorien forklare, hvorfor diplomaterne
oplevede høje, skingre lyde uden at kunne finde kilden til dem. Det skyldes et
fænomen, som hedder Frey-effekten, opkaldt efter den amerikanske videnskabsmand
Allan Frey, som først
beskrev det i 1961.
Frey-effekten beskriver, hvordan mikrobølger kan snyde hjernen til at tro,
at den hører ægte lyde. Til The New York Times beskriver Frey, som i dag er 83
år gammel, hvordan han oplevede stor opmærksomhed fra blandt andet
Sovjetunionen, som kort efter offentliggørelsen søgte hans råd til, hvordan
teknologien kunne bruges som våben rettet mod hjernen.
Læs også: Mysteriet
fortsætter: Flere amerikanske diplomater i Cuba med høretab og hjerneskader
For det andet passer mikrobølgeteorien meget bedre med diplomaternes
symptomer end de tidligere teorier om lyd-våben. Det siger Beatrice Golomb, som
er professor ved University of California og har forsket i radiobølgers effekt
på menneskehjernen.
I
et studie hun har lavet af de 21 diplomaters hjerner, konkluderer hun, at
symptomerne stemmer overens med, hvad man kunne forvente hos folk, der har været
udsat for mikrobølger over længere tid.
Står Cuba bag?
Sidst, men ikke mindst, kan mikrobølgeangreb udføres fra en distance. Det
vil altså sige, at diplomaterne kan være blevet angrebet af apparater, som
stod i helt andre bygninger end deres. Det kan forklare, hvorfor man ikke har
fundet transmittere i deres hjem eller på deres hotelværelser.
Selv om forskerne nu er et skridt nærmere på forklaringen på de mystiske
hjerneskader, er vi ikke nødvendigvis blevet klogere på, hvem der står bag.
I juni trak USA sine diplomater ud af Cuba, men allerede dengang nægtede
Cuba at være indblandet.
- Cuba har aldrig, og vil aldrig, tillade at cubansk territorium bliver brugt
i nogen form for handling mod akkrediterede diplomatiske agenter eller deres
familier. Dette er uden undtagelse, sagde landets regering i en officiel
udtalelse.
Amerikanske efterforskere har også arbejdet med en teori om, at Rusland, der
har tætte bånd med den cubanske regering, skulle stå bag. Endnu har Cubas
regering ikke reageret på de nye teorier.
.